Kompanistræde 2, 8800 Viborg    Linkedin

  31 64 24 00     info@tinabachadvokater.dk

VelkommenNyhederFørstegangskøbereStørre sikkerhed og mere for pengene hos en certificeret BOLIGadvokat

Større sikkerhed og mere for pengene hos en certificeret BOLIGadvokat

Særligt førstegangskøbere fravælger ofte en advokat, når de skal ud på boligmarkedet. Ofte til fordel for køberrådgivere. Men det er at snyde sig selv, mener Danske BOLIGadvokater, som påpeger, at salæret til en køberrådgiver i mange tilfælde er det samme eller større end salæret til en advokat, der kan yde uafhængig rådgivning om både jura, økonomi og med bred praktisk erfaring om boligkøb.

At handle bolig er forbundet med store udgifter og en vis risiko. For de fleste er det den største investering, man gør sig i livet. Derfor er det også Danske BOLIGadvokaters klare anbefaling, at man altid søger uafhængig juridisk rådgivning før, under og efter en bolighandel.

Som forbruger kan det dog være svært at gennemskue, hvem der er uafhængig eller hvem der bedst kan varetage ens interesser. Umiddelbart lyder en såkaldt køberrådgiver som et godt valg, men man skal passe på med at lade sig overbevise af titlen, lyder advarslen fra Danske BOLIGadvokater.

”Køberrådgiver er ikke en titel, der stilles de store krav til. Faktisk kan enhver tilbyde køberrådgivning uanset baggrund. Mange ejendomsmæglere tilbyder f.eks. køberrådgivning, men deres erfaring ligger inden for boligsalg og derfor skal man være ekstra opmærksom, når man tilkøber en sådan rådgivning i forbindelse med sin bolighandel,” siger Tina Bach, der er advokat hos Leoni Advokater og næstformand i Danske BOLIGadvokater.

Selvom ’’køberrådgiver’’ er en relativt ny titel på boligmarkedet, forsøger stadig flere aktører at vinde ind på den del af købers marked, som bl.a. advokater tidligere stod for.


Særligt førstegangskøbere snyder sig selv

En undersøgelse fra Boligsiden viser, at særligt førstegangskøbere meget sjældent tilvælger en advokat og i stedet kaster pengene efter en køberrådgiver. Sidstnævnte har dog ikke samme juridiske og praktiske viden om boligkøb som en certificeret BOLIGadvokat, hvilket giver incitament til at fremskynde processen fremfor at gå i dybden med detaljerne i eksempelvis købsaftalen.

”At købe sin første ejerbolig er en stor ting. Man skal ud og gældsætte sig for et stort beløb, så det er selvfølgelig med en vis ængstelse, fordi man gerne vil have, at alt skal gå rigtigt til. Derfor er det ærgerligt, at mange boligkøbere snyder sig selv og bruger penge på en køberrådgiver, når de kunne have fået uafhængig rådgivning hos en certificeret BOLIGadvokat til samme pris’’, udtaler Tina Bach.

Hun forklarer, at prisforskellen på salæret til en certificeret BOLIGadvokat og salæret til en køberrådgiver ved en standard bolighandel er minimal. Samtidig forpligter foreningen Danske BOLIGadvokaters medlemmer sig til at opfylde en række konceptkrav og etiske regler, som er udarbejdet i samarbejde mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Bl.a. er der krav om 100% uafhængig rådgivning om alle juridiske og økonomiske aspekter af handlen samt at eventuel provision, rabatter eller lignende skal gå direkte til køber. Alligevel vælger mange førstegangskøbere i stedet at bruge en køberrådgiver, fordi de er lettilgængelige via den ejendomsmægler, der står for at sælge boligen og fordi man som uerfaren boligkøber ikke ved, hvad man giver afkald på.

’’Med over 200 sider i en standard købsaftale, så er det let at overse vigtige juridiske detaljer. Mange tror, at man kun skal søge advokat, når skaden er sket, men det er både bedre og billigere at få ryddet eventuelle problemer af vejen, inden handlen er endelig. Hvis boligkøbet først viser sig at indeholde skjulte fejl eller andre dyre overraskelser, så kommer køberrådgiveren til kort, mens salæret til en advokat vil vise sig at være rigtig godt givet ud’’, afslutter advokat og næstformand i Danske BOLIGadvokater, Tina Bach.