Kompanistræde 2, 8800 Viborg    Linkedin

  31 64 24 00     info@tinabachadvokater.dk

VelkommenNyhederEjendomsdataFå styr på dine ejendomsdata og undgå unødige udgifter

Få styr på dine ejendomsdata og undgå unødige udgifter

Som boligejer har du ansvar både for at indberette data om din ejendom og desuden sikre at oplysningerne fra kommunen, som også har indberetningspligt, er korrekte. 

Ejendomsdata

Som boligejer i Danmark har du pligt til at indberette en lang række oplysninger, som fx areal, beliggenhed, anvendelse og din boligs installationer. Men der er også data, som kommunen indberetter – det gælder bl.a. lokalplaner, ejendomsvurderinger og energimærker. 

”Indberetning til Bygnings- og Boligregistret (BBR) er boligejerens ansvar, så pilen peger på dig, når det handler om data om din bolig. Der er også oplysninger, som kommunen har pligt til at indberette, men ansvaret for, at de er korrekte, hænger stadig på dig som boligejer, og det kan få store konsekvenser, hvis kommunen ikke har styr på indberetningen,” understreger Tina Bach, næstformand i Danske BOLIGadvokater. 

Både sælger og køber har ansvarspligt

”Som boligejer har du ansvar for at forstå og håndtere alle data om din ejendom. Det inkluderer at holde dig opdateret om ændringer i lovgivningen, at forstå dine skatteforpligtelser og at være klar over dine rettigheder og forpligtelser i forbindelse med bolighandel. Skal du sælge din bolig, er det dit ansvar at indhente en ejendomsdatarapport til brug for udarbejdelse af købsaftalen,” forklarer Tina Bach.

Ejendomsdata bruges bl.a. til at fastsætte den officielle vurdering af ejendommen, hvilket har indflydelse på ejendomsskatter, og fastsættelse af forsikringspræmier. Derfor har indberetningen af data afgørende betydning for de udgifter, du får til boligen i fremtiden. 

”Som boligkøber har data konsekvenser for din fremtidige økonomi. Derfor er det en god idé at få en certificeret boligadvokat til at gennemgå ejendomsdatarapporten, så du som køber kan få overblik over, hvad du skriver under på, og hvilke eventuelle udgifter du kan forvente,” slutter Tina Bach.

Er du forvirret, når det kommer til ejendomsdata?
Der er mange elementer, der spiller ind, såsom:

– Mængden af data: 
Ejendomsdata omfatter en bred vifte af oplysninger, herunder BBR-oplysninger, lokalplaner, salgspriser, ejendomsvurderinger, matrikeloplysninger, energimærker, tilstandsrapporter, el-eftersynsrapporter og rapporter fra den obligatoriske byggeskadeforsikring. Denne store mængde information kan være overvældende og svær at navigere i for både købere og sælgere. 

– Kvaliteten af data: 
Der kan være forskelle mellem data i det BBR, som ligger til grund for bl.a. kommunernes sagsbehandling, og de BBR-data der vises på ois.dk, der er Den Offentlige Informationsserver, en statslig database der samler en række oplysninger vedrørende ejendomme i Danmark. Dette kan skabe forvirring om, hvilke data der er mest præcise og aktuelle. 

– Tekniske udfordringer: 
For eksempel ser det i øjeblikket ud, som om der er foretaget ejendomsvurderinger i 2021 og 2022. Det er dog ikke vurderinger men foreløbige beskatningsgrundlag. Sådanne tekniske udfordringer kan skabe forvirring omkring ejendomsdata.


Tina Bach Advokater
Kompagnistræde 2
DK-8800 Viborg

Tlf. +45 31 64 24 00
Mail: info@tinabachadvokater.dk

Firma

© 2023 · Tina Bach Advokater · Webdesign og fotografi af seemore.dk